Hvad er komponenterne i en typisk engangsble?

De fleste engangsbleer er lavet med følgende grundlæggende komponenter:

1) Polyethylen eller stoflignende film: Dette bruges som baglag, der forhindrer væsker i at sive ud af bleen. Baglaget kan også gives et stoflignende udseende ved at tilføje et tyndt polypropylen-non-woven-lag til filmen, enten ved hjælp af varmsmeltningsprocessen eller varme- og trykmetoden med direkte ekstrudering til non-woven-materialet. I modsætning til hvad mange tror, ​​er det stoflignende baglag ikke stof - det er lavet af plastik. Åndbart stoflignende materiale kan også bruges i stedet for filmen. Ikke mange ved, at selv en åndbar ble med 200 ml urin mister mindre end 2,5% af sin vægt over en periode på 24 timer, og denne fordampning er nok til at køle bleen ned, som måske ikke er så behagelig om natten eller om vinteren.

2) Væv: Et specielt silkepapir, der adskiller sig fra almindeligt toiletpapir og har en højere elasticitet og vådstyrke, er en anden vigtig komponent i en ble. Silkepapiret fungerer i bund og grund som bærer for puden (puden er bleens absorberende kerne) og hjælper med at reducere hullerne i små stykker, der dannes under kompressionsprocessen, der udføres af kontinuerlige tromleformningssystemer. Dette silkepapir, typisk på 16 gram/m2 (også forkortet som GSM) eller mere, beskytter den indre plastik mod de superabsorberende partikler. I stedet for silkepapir er det muligt at bruge et SMS-nonwoven-materiale med lav tykkelse som bærer (til puden). Det kan placeres lige ved siden af ​​bagarket eller som et fuldt indpakningsmateriale omkring kernen. For at SMS-bæreren skal være omkostningskonkurrencedygtig i forhold til silkepapir, skal den være mindre end 12 GSM.

3) Varme smelter: De bruges til at lime bleens forskellige komponenter, såsom puden og elastikkerne. De er lavet af en blanding af harpikser, olier og klæbemidler. Smelteklæbemidlet påføres i smeltet form, og når det køler ned, giver det den nødvendige bindingskraft til at lime materialerne. Oftest anvendes to typer klæbemidler: et konstruktionsklæbemiddel til bagsiden og non-woven-materialet og et elastomert klæbemiddel til skumelastikkerne i ben og talje. Det elastomere klæbemiddel har højere elasticitet og bindingsstyrke, og det er generelt dyrere end konstruktionsklæbemidler. Når blepuden er meget tynd, bruges et andet specialklæbemiddel kendt som "pudeintegritetsklæbemiddel" også til at øge blekernens styrke, når den er våd. Dette integritetsklæbemiddel er især nyttigt, når SAP-belastninger overstiger 25 % af pudens samlede vægt - dvs. når SAP'ens vægt er mere end en fjerdedel af pudens vægt.

4) Hydrofob non-woven: Det bruges som et toplag til benmanchetten; det forhindrer vand i at trænge igennem. Det er lavet af polypropylenharpiks uden tilsatte overfladeaktive stoffer. Det hydrofobe nonwoven-materiale forhindrer lækage fra bleen. Ved at påføre et overfladeaktivt materiale på et begrænset område er det muligt at lave en rulle hydrofobt nonwoven-materiale, der kun er delvist filisk. Dette er kendt som Zebra-processen, og det er en vigtig funktion designet til at undgå lækage under konstruktionen af ​​benmanchetten.

5) Hydrofil non-woven: Det er det primære toplag, den øverste overflade, der er i kontakt med brugerens hud. Det tillader væskerne at strømme ind i bleens kerne. Forskellen mellem de to non-wovens (filiske og fobiske) er den overfladeaktive behandling, der anvendes i processen. Behandlingen af ​​overfladeaktive stoffer reducerer overfladespændingen af ​​non-woven-stoffet, reducerer kontaktvinklen med væsken og tillader den at passere. Strømningsdynamikken i bleens kerne forhindrer væsker i at vende tilbage til overfladen. De fleste non-wovens, der anvendes i bleer, er fremstillet ved hjælp af spun bonding-processen, selvom det også er muligt at bruge termisk bundne non-wovens, som er blødere, men har lavere modstand og styrke. Trough air bonded non-wovens, som er mere lufttætte, kan også anvendes.

6) Elastikker: Bruges til at forbedre bleens pasform, normalt lavet af polyurethan- eller polyesterskum, syntetisk gummi eller Lycra (også kendt under det generiske navn Spandex). De bruges i manchetter, til talje og ben; de kan også bruges som sidepaneler i siden og i tapekonstruktion. De fleste tætningsmanchetter bruger spandex til at forsegle brugerens ben. Spandex kan strækkes op til 400 % af sin oprindelige længde, før det går i stykker, men det bruges typisk ved mindre end 300 % stræk. Nye generationer af blødere og stærkere elastiske materialer er angiveligt på vej.

7) Laterale bånd: I premium bleer, velcro^RDer er blevet brugt materialer af samme type til at give mekanisk greb, og det kaldes også "hook tape". I billigere bleer anvendes klæbebånd af polypropylen. Derudover findes der nye versioner af elastiske, ikke-vævede velcrobånd. Om få år kan tapede bleer erstatte buksebleer ved hjælp af disse nye, strækbare fastgørelsessystemer, der tilbyder forbrugeren de samme egenskaber, men er billigere. Nogle Voksenbleers bruger det såkaldte "target tape"-system, hvor tapen har to klæbeflige for at undgå behovet for en fronttape. Dette er et billigere alternativ til Voksenbleermen ikke så god som den, der bruger et frontalt bånd, som ikke kræver omplacering af båndet oven på målet.

8) Frontale bånd: Dette bruges til at lette gentagne omplaceringer af den laterale tape uden at rive bagsiden i stykker. Det er lavet af polypropylenfilm og fastgjort til forsiden af ​​bleen med klæbemiddel. Brugen har bidraget til at reducere tykkelsen af ​​polyfilmen uden risiko for potentielle rifter forbundet med åbningen af ​​de laterale tapes fra bagsiden. I premiumbleer er der udviklet et specielt løkkesystem til brug af velcro-lignende fastgørelseselementer (også kaldet "hook and loop"-systemet). Dette løkkesystem kan bruge en "låst løkke" eller en "børstet løkke" for at give en blødere tekstur eller et stærkere greb. En ny generation af non-woven materialer, der forventes at blive kommercialiseret, kan eliminere behovet for frontale tapes - hele bagsiden vil blive brugt til at omplacere mekaniske tapes. Frontale tapen kan have et trykt design, der kan være tilfældigt eller synkroniseret, og nogle patenter kan beskytte brugen af ​​synkroniseret trykning på nogle markeder.

9) Cellulose: Det bruges i konstruktionen af ​​puden og giver bleen integritet og absorberende kapacitet. Kapaciteten af ​​normal cellulosemasse er omkring 10 cc vand pr. gram masse, når bleen er i "fri svulmning", men mindre end 2 cc, når den udsættes for et tryk på 5 kPa. Derfor er der også behov for et superabsorberende materiale til at holde væskerne under tryk. Cellulose kommer fra fyrretræer, der generelt udvindes fra velforvaltede skove. Væsker absorberes af kapillærerne i mellemrummene mellem fibrene og overfladespændingsvinklen mellem fibrene og vandet. Den typiske fiberlængde, der anvendes i bleer, er omkring 2,6 mm. Et alternativ til masse er at bruge luftlagte syntetiske fibre. Det er dog stadig vanskeligt for luftlagte syntetiske fibre at konkurrere med masse, medmindre det er et nicheprodukt, og tykkelsen er vigtigere for forbrugeren (som i tilfældet med nogle...). Sanitærbinds og voksenbleer, der bruges af aktive mennesker) end prisen. Celluloseacetat, materialet der bruges til at lave cigaretfiltre, er blevet brugt i nogle absorberende produkter. Syntetiske PP-fibre er også blevet forsøgt til dannelse af absorberende kerne.

10) Opkøbs- og distributionslag: Også kendt under forkortelsen ADL, er det et underlag, der bruges mellem det øverste lag og den absorberende kerne. Bruges nogle gange i fuld længde, men foretrækkes mest som et plaster nær målzonen, hvor urin mest sandsynligt vil blive aflejret. Dette underlag er især nødvendigt, når den absorberende kerne er meget tynd - underlaget flytter hurtigt væsker ind i den absorberende kerne og reducerer potentiel lækage. ADL er meget vigtigt for at give en følelse af tørhed til huden, hvilket giver yderligere adskillelse mellem den våde pude og huden. ADL'er bør bruges, når blandingen af ​​SAP i den absorberende kerne overstiger ca. 15 vægt%, eller når væskeindtrængningstiden kræver et boost for at undgå blelækage på grund af væskeophobning inde i bleen. ADL'er er lavet enten af ​​gennemgående luftbundne (TAB) nonwovens, "krøllede" fibre som i P&G's pampers og nogle Ontex-bleer, eller en slags "high loft" nonwoven. En aperturfilm, lavet af perforeret plastfilm, er også blevet brugt med succes på nogle markeder. Billigere bleer bruger nogle gange harpiksbundne nonwovens, men de fungerer ikke så godt.

11) Natriumpolyacrylat: Kimberly Clark kaldte det også SAM (superabsorberende materiale). Det bruges typisk i finkornet form (som bordsalt). Det hjælper med at forbedre kapaciteten til bedre fastholdelse i engangsbleer, hvilket gør produktet tyndere med forbedret ydeevne og mindre brug af fyrretræsfnugmasse. Polyacrylatens molekylære struktur har natriumcarboxylatgrupper, der hænger ud fra hovedkæden. Når det møder vand, løsner natriumet sig og efterlader kun carboxylioner. Da disse ioner er negativt ladede, frastøder de hinanden, så polymeren afvikles og absorberer vand, som tiltrækkes af natriumatomerne. Polymeren har også tværbindinger, hvilket effektivt fører til en tredimensionel struktur. Den har en høj molekylvægt på mere end en million; derfor størkner den i stedet for at blive opløst til en gel. Hydrogenet i vandet (HOH) fanges af acrylatet på grund af de atomære bindinger, der er forbundet med polaritetskræfterne mellem atomerne. Elektrolytter i væsken, såsom saltmineraler (urin indeholder 0,9% mineraler), reducerer polariteten og påvirker dermed superabsorberende egenskaber, især med hensyn til den superabsorberende kapacitet til væskeretention. Dette er hovedårsagen til, at bleer, der indeholder SAP, aldrig bør testes med almindeligt vand. Lineære molekylære konfigurationer har en lavere samlet kapacitet end ikke-lineære molekyler, men på den anden side er væskeretentionen i et lineært molekyle højere end i et ikke-lineært molekyle på grund af forbedret polaritet.

Superabsorbenten kan designes til at absorbere større mængder væsker (med mindre retention) eller meget høj retention (men lavere kapacitet). Derudover kan en overfladetværbinder tilsættes den superabsorberende partikel for at hjælpe den med at bevæge væsker, mens den er mættet. Dette hjælper med at undgå dannelse af "gelblokke", det fænomen, der beskriver umuligheden af ​​at bevæge væsker, når en SAP-partikel er mættet.

12) Tilsætningslotioner til overfladebehandling af det øverste lag: For at skabe nyheder til produktdifferentiering tilsættes adskillige topiske lotioner til det nonwoven-topark, blandt andet: Aloe vera, E-vitamin, vaseline, mandelolie, D-vitamin, havreekstrakt, jojoba osv. Der er en anden tendens til at bruge antibakterielle lotioner (såsom tertiær ammoniak eller sølvsaltforbindelser); mange børnelæger er dog imod brugen af ​​​​indlysende grunde.

13) Dekorerede film og fugtindikatorer: For endnu større produktdifferentiering bruger nogle bleer dekorerede film under det stoflignende baglag. Nogle bruger så mange som ni blæktyper med alle mulige kendte figurer som Disney, Sesame Street, fodboldhold osv. Et andet trick, de bruger, er en fugtindikator. Denne bruges typisk til produkter til voksne, men nogle... Babybleer også bruge den.